Kun de færreste ved idag, at der i begyndelsen af 1900-tallet blev spillet cricket i Jyderup, ja, faktisk var cricketholdet på billedet forløber for byens fodboldhold! Allerede i 1885 var Jyderup Skytteforening dog blevet stiftet – det skete som andre steder i landet i kølvandet på krigen i 1864.
Jyderup Gymnastikforening er sandsynligvis opstået i århundredets første årti. Atletikken kom til i begyndelsen af 1920’erne, det samme gjorde tennis, håndbold i 1930’erne, og siden også badminton, basket- og volleyball, bordtennis m.m. Præcis hvornår Jyderup Skytte-, Gymnastik og Idrætsforening blev oprettet som paraplyorganisation for de mange forskellige sportsgrene, vides ikke, da protokollen mangler. Men det skete mellem 1926 og 1936.
Som i alle idrætsklubber er det gennem årene gået op og ned, både med resultater og medlemstal. Men Jyderup S G og I er i dag stadig en livskraftig forening.